Fællesskabet råber op
Hvad vil en skolelukning betyde for lokalsamfundet som helhed? Det spørgsmål har en samling borgere fra Ramløse i fællesskab fundet svar på. De har udgivet et 24siders hæfte, der skal åbne politikernes øjne for de konsekvenser en skolelukning, hvis man bare vælger at nedlægge skolen uden at tænke i alternativer.
Det handler om mere end ”blot en skole”, står der i et flot 24-siders hæfte, som lokale borgere har lavet til støtte for den lukningstruede Ramløse Skole. Med input fra blandt andre nytilflyttere, præsten, skolebestyrelsen og idrætsforeningen er hæftet med til at synliggøre, hvad en skolelukning vil betyde for lokalsamfundet som helhed.
Hæftet blev til efter et stormøde med byrådet. Her besluttede borgerne at samle alle argumenter for at bevare skolen samt alternative idéer til besparelser. Hæftet blev derefter sendt til byrådet og husstandsomdelt.
»Vi ville argumentere over for politikerne på en seriøs og saglig måde. Hæftet oser af fællesskab og viser, hvad vi bidrager med i lokalområdet, og hvordan vi bliver berørte af en skolelukning,« fortæller Mai Smedegaard, der er formand for Ramløse IF’s gymnastikafdeling. Hun er overbevist om, at hæftet har været med til at åbne politikernes øjne.
Tema i UDSPIL
Læs hele temaet i
DGI magasinet UDSPIL om, hvordan skolelukninger skaber frygt og kampånd blandt foreningsledere.
Mister grebet om de unge
I hæftet ”Vores skole” gør folkene bag foreningslivet blandt andet opmærksom på, at en skolelukning vil betyde, at de mister kontakten til byens børn og unge. For det vil højst sandsynligt medføre, at Idrætsværestedet i hallen for eleverne i 7.-9. klasse også lukkes, og at det eksisterende samarbejde med SSP vil forsvinde.
Det betyder også færre medlemmer, færre unge instruktører, hjælpeinstruktører og færre voksne til at give en hånd med i foreningsarbejdet.
»Vi frygter, at de ressourcestærke ikke vil flytte til byen, når der ikke er en skole. Og dem, der er her i forvejen, vil lægge deres kræfter i andre foreninger, dér hvor deres børn går i skole.«
Skolenedlæggelser
Fagbladet Folkeskolens undersøgelse af skolenedlæggelser i 2011 viser, at 84 skoler bliver nedlagt til sommer, forstået på den måde at der ikke længere skal være undervisning i bygningerne. Dertil kommer lukning af seks afdelinger på skoler med bygninger på flere matrikler.
Undervisningsministeriets skolekommision anbefaler, at ialt 500 skoler nedlægges.
Også hallen, som er byens sociale mødested, vil lide under en skolelukning. For hvis skoleidrætten og Idrætsværestedet forsvinder, mister hallen indtægter og får brug for et større lokaletilskud fra kommunen.
I hæftet har idrætsforeningen været med til at pege på alternative løsninger som for eksempel at lave en temaskole for sundhed, aktivitet og faglighed, der kan trække udenbys elever til.
»Det er ærgerligt, hvis politikerne bare vælger at lukke skolen uden at overveje alternativer,« pointerer Mai Smedegaard, der fastholder, at de i Ramløse er klar til at kæmpe og give den hele armen.
»Hvis skolen lukker, må vi tænke i nye baner, og det kan vi også godt - det kan vi faktisk ikke lade være med. Men lige nu kæmper vi med næb og klør,« fastholder Mai Smedegaard.
Opdateret 23. marts 2011 Af Marie GaardenEjer: Kommunikationsafdelingen